Vedtægter for Køge Delebil

Køge Delebil’s vedtægter revideret og vedtaget november 2008

Vedtægter for Køge Delebil

§ 1 Navn og hjemsted
1.1. Foreningens navn er Køge Delebil

1.2. Foreningens hjemsted er Køge kommune.

§ 2 Formål
2.1. Foreningens overordnede formål er at fremme delebilismen i Køge og Omegn som et alternativ til privatbilismen og som et supplement til cykel, tog og bus – for her igennem at bidrage til en miljømæssig bæredygtig udvikling indenfor transportområdet.

2.2. Foreningen anskaffer biler og eventuelt andre køretøjer og stiller disse til rådighed for medlemmerne mod vederlag, således at der opnås dækning for foreningens udgifter, hensættelser m.v. Udover at opnå en for foreningen rimelig konsolidering stræbes der ikke efter noget overskud i foreningen.

2.3. Foreningen kan være medlem af foreninger, samarbejde med udbydere af kollektiv trafik samt andre organisationer, der har til formål at fremme en miljømæssig bæredygtig udvikling indenfor transportområdet.

§ 3 Medlemmer
3.1. Som medlemmer kan med bestyrelsens godkendelse optages enkeltpersoner og eller juridiske personer (institutioner, virksomheder og foreninger) dog således, at juridiske personer skriftligt må meddele bestyrelsen for Køge Delebil, hvem der skal registreres som bruger.

3.2. Det er et krav at registrerede brugere ved indmeldelse kan fremvise gyldigt kørekort. 3.3. Foreningens bestyrelse kan afvise ansøgning om optagelse af medlemskab og/eller henvise ansøger til en venteliste, som administreres af foreningens bestyrelse.

3.4. I tilknytning til et ordinært medlemskab jf. pkt. 3.1. kan der oprettes tillægsmedlemmer i henhold til foreningens til en hver tid gældende prisliste

3.5. Et tillægsmedlemskab betragtes som et fuldgyldigt medlem i relation til rettigheder og pligter vedr. brug af foreningens køretøjer og valgbar i relation til foreningens bestyrelse.
Ophører tillægsmedlemmets tilknytning til det ordinære medlem, ophører tillægsmedlemskabet samtidigt

3.6. For hvert ordinært medlemskab gælder det, at der højst kan være en repræsentant i bestyrelsen. De private tillægsmedlemmer skal have fast bopæl samme sted som det ordinære medlem og ved erhvervsmedlemskab være ansat i virksomheden

3.7. Alle ordinære medlemmer og tillægsmedlemmer skal registreres af Køge Delebil, og kopi af gyldigt kørekort opbevares af Køge Delebil.

3.8 For erhvervsmedlemmer påhviler det en eller flere af virksomheden udpegede kontaktpersoner at opbevare kopi af gyldigt kørekort samt at tilse at brugere af køretøjerne er vidende om regler for brug af køretøjerne (medlemsvilkår).

§ 4 Indmeldelsesgebyr, depositum og kontingent
4.1. Medlemmernes indmeldelsesgebyr fastsættes af generalforsamlingen og indbetales kontant ved indmeldelse i foreningen. Størrelsen af indmeldelsesgebyret fremgår af foreningens til en hver tid gældende prisliste.

4.2. Gebyret refunderes ikke ved udmeldelse eller såfremt medlemskabet af anden grund ophører. Dog vil halvdelen af gebyret blive refunderet, såfremt et medlem udmelder sig inden to måneder efter at have indmeldt sig.

4.3. Ved indmeldelse er medlemmet forpligtet til at betale depositum, som tjener til sikkerhed for foreningens til en hver tid værende krav mod medlemmet. Størrelsen af det pligtige depositum fastsættes af generalforsamlingen og fremgår af foreningens til en hver tid gældende prisliste.

4.4. Depositum refunderes ved udmeldelse eller såfremt medlemskabet af anden grund ophører. Depositum vil blive refunderet senest seks måneder efter medlemsskabets ophør.

4.5. Som medlem er man pligtig til at betale et månedligt kontingent, hvis størrelse fastsættes af generalforsamlingen og fremgår af foreningens til en hver tid gældende prisliste.

§ 5 Hæftelse
5.1. Medlemmerne hæfter alene med deres indskud (depositum og gebyr) for forpligtigelser vedrørende foreningen. Tillægsmedlemmernes hæftelse er tilknyttet det ordinære medlemskab.

§ 6 Andel
6.1. Medlemmerne har andel i foreningens formue i forhold til deres indskud – dog med respekt af punkt 20.3.

6.2. Andelen er uoverdragelig og kan ikke stilles til sikkerhed eller gøres til genstand for retsforfølgning.

§ 7 Anskaffelse af køretøjer
7.1. Køb, leje og/eller lease samt salg af køretøjer og andet materiel foretages af bestyrelsen i henhold til punkt 2.1 og 2.2

§ 8 Brug af foreningens køretøjer
8.1. Brug af foreningens køretøjer skal ske i overensstemmelse med de til en hver tid gældende medlemsvilkår, der fastsættes på foreningens generalforsamling. Redaktionelle og uopsættelige ændringer kan besluttes og formidles af foreningens bestyrelse.

8.2. Køretøjer må ikke videreudlejes, udlånes eller lignende.

8.3. Et medlem må således hverken helt eller delvist overlade brugen af køretøjet til andre med mindre medlemmet er berettiget dertil efter nærværende vedtægter eller de til enhver tid gældende medlemsvilkår.

§ 9 Vederlag for brug af foreningens køretøjer
9.1. Vederlag for benyttelse af foreningens køretøjer fastsættes på generalforsamlingen og er til en hver tid gældende for alle medlemmer.

9.2. Midlertidig nødvendiggjorte prisjusteringer kan dog – med minimum 14 dages varsel – meddeles af bestyrelsen.

9.3. Vederlaget fastsættes som udgangspunkt således, at der opnås dækning af udgifter, hensættelser m.v. Udover en for foreningen rimelig konsolidering, stræbes der ikke efter noget overskud i foreningen.

9.4. Hvis prisjusteringerne udgør en stigning siden sidste generalforsamling på mere end 15 %, skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling.

§ 10 Opsigelse
10.1. Et medlem kan opsige sit medlemskab af foreningen og brugsret til køretøjerne med tre måneders skriftligt varsel til bestyrelsen.

10.2. Senest seks måneder efter medlemskabets ophør er parterne forpligtiget til at udligne deres eventuelle økonomiske mellemværende, og foreningen således pligtig til at afregne et evt. overskydende beløb svarende til det af medlemmet betalte depositum efter modregning af medlemmets eventuelle forpligtigelser overfor foreningen.

§ 11 Eksklusion
11.1. Foreningens bestyrelse kan i følgende tilfælde beslutte at ekskludere et medlem af foreningen med øjeblikkelig varsel og virkning:
Såfremt et medlem trods påkrav ikke betaler eventuelt resterende depositum, kontingent og vederlag for brug af køretøjer eller andre skyldige beløb af enhver art.
Såfremt et medlem benytter køretøjerne på uforsvarlig måde, eller i øvrigt ikke overholder de udarbejdede vilkår for benyttelsen.
Såfremt et medlem optræder til alvorlig skade eller ulempe for foreningens virksomhed eller andre medlemmer.
Såfremt et medlem groft overtræder gældende færdselsregler.
Såfremt et medlem ikke besidder gyldigt kørekort.

§ 12 Generalforsamling
12.1. Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen

12.2. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år senest 3 måneder efter regnskabsårets udløb med følgende dagsorden:

1) Valg af dirigent og referent
2) Bestyrelsens beretning
3) Forelæggelse af årsregnskab og evt. revisionsberetning samt godkendelse af årsregnskab
4) Forelæggelse af drifts- og likviditetsbudget og beslutning om eventuel ændring af vilkår og vederlag for benyttelse af foreningens køretøjer samt fastsættelse af kontingent
5) Indkomne forslag fra medlemmerne
6) Valg af bestyrelse, 2 suppleanter og 2 revisorer
7) Eventuelt

12.3. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal af bestyrelsens medlemmer eller ¼ af medlemmerne forlanger det med angivelse af dagsorden.

§ 13 Indkaldelse m.v.
13.1. Generalforsamling indkaldes pr. e-mail med 14 dages varsel, der dog ved ekstraordinær generalforsamling kan forkortes til 8 dage. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden for generalforsamlingen samt det reviderede, underskrevne årsregnskab og forslag til driftsbudget. Datoen for ordinær generalforsamling varsles pr. e-mail senest 4 uger før.

13.2. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 21 dage før generalforsamlingen.

13.3. Adgang til at deltage i og tage ordet på generalforsamlingen samt at stille forslag har ethvert medlem. Administrator og revisor tilknyttet foreningen, samt personer, der er indbudt af bestyrelsen har ligeledes adgang til at deltage i og tage ordet på generalforsamlingen.

§ 14 Beslutninger på generalforsamlingen
14.1. Generalforsamlingen tager beslutning ved simpelt flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede. Forslag om vedtægtsændringer kan dog kun vedtages på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af alle medlemmer er repræsenteret og med et flertal på mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

14.2. Er ikke mindst 2/3 af samtlige mulige stemmer repræsenteret på generalforsamlingen, men opnås et flertal på 2/3 af de repræsenterede stemmer for forslaget, kan der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling. På denne kan da forslaget endeligt vedtages med et flertal på mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

14.3. Hvert ordinært medlemskab har på foreningens generalforsamling en stemme uanset om det er det registrerede medlem eller et tillægsmedlem, der møder frem, og kan herudover afgive stemme i henhold til skriftlig fuldmagt fra højst eet andet ordinært medlem.

14.4. Referatet fra generalforsamlingen underskrives af dirigenten og hele bestyrelsen. Referatet eller tilsvarende information om det på generalforsamlingen passerede skal tilstiles medlemmerne senest én måned efter generalforsamlingens afholdelse.

§ 15 Bestyrelse
15.1. Generalforsamlingen vælger af foreningens medlemmer en bestyrelse til varetagelse af den daglige ledelse af foreningen og udføre generalforsamlingens beslutninger.

15.2. Bestyrelsen består af en formand, der vælges af bestyrelsen, samt yderligere 2-4 bestyrelsesmedlemmer efter generalforsamlingens bestemmelse.

15.3. Samtlige bestyrelsesmedlemmer vælges af generalforsamlingen for to år af gangen, således at halvdelen eller den tilnærmede halvdel af bestyrelsen er på valg ved hver generalforsamling.

15.4. Generalforsamlingen vælger desuden for ét år af gangen en eller to bestyrelsessuppleanter med angivelse af deres rækkefølge.

15.5. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer.

15.6. Generalforsamlingen vælger desuden 1 revisor og 1 revisorsuppleant til at revidere foreningens årsregnskab.

15.7. Bestyrelsen bestemmer selv sin forretningsorden.

§ 16 Tegningsret
16.1. Foreningen tegnes af formanden og to andre bestyrelsesmedlemmer i forening.

§ 17 Administration
17.1. Bestyrelsen kan ansætte en administrator til varetagelse af foreningens økonomiske og administrative forvaltning. Bestyrelsen træffer nærmere aftale med en evt. administrator om opgaver og beføjelser. Bestyrelsen kan til enhver tid afsætte administrator.

17.2. Foreningens midler indsættes på særskilt konto i pengeinstitut eller girobank, fra hvilken konto der kun skal kunne foretages hævning ved underskrift af to bestyrelsesmedlemmer i forening. Alle indbetalinger til foreningen skal ske direkte til en sådan konto, ligesom også modtagne checks og postanvisninger skal indsættes direkte på en sådan konto.

17.3. Bestyrelsen er berettiget til at meddele administrator prokura.

§ 18 Regnskab
18.1. Foreningens årsregnskab skal udarbejdes i overensstemmelse med god regnskabsskik og underskrives af hele bestyrelse og evt. administrator.

18.2. Foreningens regnskabsperiode er fra 01.10 til 30.09

§ 19 Revision
19.1. Det reviderede, underskrevne årsregnskab samt forslag til driftsbudget udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelse til den ordinære generalforsamling.

19.2 Revisor valgt på forudgående generalforsamling reviderer årsregnskabet

§ 20 Opløsning
20.1. Forslag om foreningens opløsning kan vedtages på foreningens generalforsamling med et flertal på mindst 2/3 af samtlige mulige stemmer. Er ikke mindst 2/3 af samtlige mulige stemmer repræsenteret på generalforsamlingen, men opnås et flertal på 2/3 af de repræsenterede stemmer for forslaget, kan der indkaldes til en ny generalforsamling, og på denne kan da forslaget endeligt vedtages med et flertal på mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

20.2. Opløsning ved likvidation forestås af to likvidatorer, der vælges af generalforsamlingen.

20.3. Ved opløsning af foreningen udloddes – efter realisation af foreningens aktiver og betaling af gæld – den resterende formue efter den afgående bestyrelses beslutning til aktiviteter til fremme af miljømæssige formål.

Således revideret og vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling
Køge den 05. november 2008

I bestyrelsen:
Julius Nielsen, Jane Heebøll, Helle Bøgelund og Lars Olsen